Den 30. juli 1951 blev KIF Damegymnastik en realitet

Foreningen udsprang af atletikafdelingen med bare en kassebeholdning på 1,33 kr. og et kontingent på 4 kr. månedligt.
Bestyrelsen bestod dengang af 3 kvinder. Idrætsmærket havde de første år en fremtrædende plads. Der var i starten kun et damehold, men foreningen voksede hurtig, og der kom både børnehold, opvisningsdamer samt elitehold til.
I 1964 fik foreningen de første springhold, som så blev spiren til redskabsgymnastikken. Man deltog i konkurrencer og havde på et tidspunkt en danmarksmester indenfor denne gren.

Gymnastikken har igennem foreningens historie udviklet sig meget. Fra motionsbølgen med gymnastik til klavermusik over til jazzbølgen, hvor der siden kom håndredskaber, såsom køller, tøndebånd og vimpler, dette tiltag kaldtes Gymnastik Modern.

Her deltog foreningen også i mange år i konkurrencer rundt i landet og gjorde sig bemærket med dygtige gymnaster. Mange dygtige instruktører i årenes løb fik foreningen til at vokse støt til dét, den er i dag – en forening med ca. 1000 medlemmer, og det er medlemmer i alle aldre – fra 2 til 80 år fordelt rundt på byens skoler samt i TRE-FOR Arena.
 
Foreningen har indtil dato kun haft 4 formænd – den første formand Ida Langgaard var formand i 40 år, Kirsten Aarøe i 16 år og Lene Hedegaard i 3 år.
De tre formænd har sammen med skiftende bestyrelser prøvet at tilpasse sig de skiftende behov indenfor gymnastikken, hvor der f.eks. i dag også er parkour, pilates, familiegymnastik og zumba – ja og meget mere.
 
I dag hedder foreningen KIF Gymnastik & Spring,  den repræsenterer idag også drenge og mænd.

 


| KIF gymnastik og Spring |